Frivillige medarbejdere
Har du lyst til at blive en del af den frivillige gruppe af medarbejdere, der hver aften og nat sørger for tryghed, hygge og sikkerheden på Silkeborg Krisecenter?
Silkeborg Krisecenter har tilknyttet ca. 45 frivillige medarbejdere, som varetager aften- og nattevagterne.
Vi kan altid bruge flere frivillige, så hvis du er interesseret i at høre mere, så kontakt os for en uforpligtende og uddybende samtale på tlf. 89 70 35 00 eller på mail: krisecenter@silkeborg.dk
Hvilke opgaver har man som frivillig?
Din vigtigste opgave er at yde omsorg for de kvinder og børn, der bor på krisecentret og for nye, der måtte komme i løbet af din vagt.
Du skal passe telefonen og døren og sørge for at opretholde sikkerheden.
Du skal hygge om beboerne og skabe en rar stemning i huset og være tilrådig, hvis en beboer har brug for at blive lyttet til.
Der kan også være brug for dig til at spille et spil eller læse en historie med børnene.
Hvilke forventninger har vi til dig?
Du er robust og i balance med dig selv. Du er god til at lytte og kan skelne mellem dine egne og andres problemer og taler ikke med beboerne om dine egne problemer. Du er udadvendt, tolerant og interesseret i dine medmennesker, og så er du naturligvis ansvarlig for de aftaler, opgaver og vagter, du har påtaget dig. Du har tavshedspligt.
Hvor meget tid skal du bruge?
Du skal forvente at afsætte en til to gange om måneden.
Du møder kl. 19.30 og sover på Silkeborg Krisecenter til næste morgen.
Vagtgruppen
Du bliver tilknyttet en af Silkeborg Krisecenters 4 vagtgrupper. Din vagtgruppe mødes ca. hveranden måned og lægger vagtplanen i fællesskab. I gruppen deles også erfaringer og glæder.
Kvindehusforeningen
Silkeborg Krisecenter er grundlagt i 1981 af Kvindehusforeningen i Silkeborg. Silkeborg Krisecenter har et tæt samarbejde med Kvindehusforeningen om i fællesskab at yde det bedste tilbud for voldsramte kvinder og deres børn. Det anbefales, at du som frivillig medarbejder er medlem af Kvindehusforeningen.
Kontingent for 2023 er 150 kr.
Håndbog for frivillige (pdf)